Vejledning: Udbud – Trin for Trin

Udbudsportalens vejledning ”Udbud Trin-for-Trin” guider en kommune gennem et EU-udbud af en kommunal serviceopgave, og gennemgår de regler, der gælder efter Udbudsloven, der trådte i kraft 1. januar 2016.

Hent vejledningen udbud-trin-for-trin

Vejledningen beskriver processerne fra planlægningen af udbudsprocessen over udarbejdelsen af udbudsmaterialet til gennemførelsen af udbudsrunden, som afsluttes ved tildelingen af kontrakten til en leverandør.

Vejledningen retter sig primært mod kommuner, men andre offentlige myndigheder kan med fordel også bruge vejledningen. Selvom vejledningen kun gennemgår udbudsprocessen i forbindelse med serviceopgaver, kan den også være relevant at læse, hvis man forbereder udbud på andre områder, for eksempel et anlægsprojekt. Blot skal man som bruger i det tilfælde være opmærksom på, at vejledningen ikke vil være udtømmende.

Vejledningen retter sig mod alle, der i kommunerne arbejder med at forberede og gennemføre udbud af serviceydelser. Det vil sige projektledere, indkøbskonsulenter, udbudsjurister mv.

Vejledningen sigter på at gøre en udbudsforretning praktisk håndterbar, og er skrevet ud fra et procesperspektiv. Det betyder først og fremmest, at trinene følger den kronologiske rækkefølge, som et udbud planlægges og gennemføres efter (deraf navnet ”trin-for-trin”-vejledning). Derudover er gennemgangen af de enkelte trin og delprocesser beskrevet så proces- og anvendelsesorienteret som muligt. Vejledningen indeholder derfor også en række praktiske eksempler, der kan give en idé til, hvordan udbuddet kan tilrettelægges.

For alle afsnittene gælder, at gennemgangen tager sigte på at gøre den relevante jura forståelig. Hvert trin og hvert afsnit bliver indledt med en kort præsentation af de vigtigste processer og budskaber, som derefter foldes ud og beskrives i resten af afsnittet.

Vejledningen er udarbejdet af konsulenter fra Udbudsportalen i KL. Forslag og bidrag fra brugere af vejledningen mv. er naturligvis meget velkomne.

Udbudsportalen kan kontaktes på post@udbudsportalen.dk

 For en egentlig regelfortolkning eller en mere fyldestgørende gennemgang af de juridiske aspekter henvises til Konkurrence – og Forbrugerstyrelsens vejledning til udbudsdirektiverne. Den kan findes på www.bedreudbud.dk