Udbud af madservice – masser af inspiration at hente

Madservice er ét af de områder, hvor kommunerne i en årrække har inddraget private leverandører. Nogle kommuner har udbudt maden på ét eller flere plejecentre, andre har udbudt maden til de hjemmeboende, omfattet af frit leverandørvalg. Nogle kommuner har endda udbudt begge dele.

Af Martin Haaning, Manager Rambøll Management. Artiklen er publiceret den 29. april 2011.

Motiverne er mangeartede. Nogle kommuner har slet og ret vurderet, at det ville være en god idé at få konkurrenceudsat området og finde ud af, om kommunens eget køkken kunne konkurrere på markedsvilkår.

En del kommuner har stået i en situation med et nedslidt produktionskøkken – eller flere, ældre plejehjemskøkkener. I stedet for at investere i et moderne køkken for at opnå et mere passende omkostningsniveau har man valgt at gå i udbud.

Fælles for disse to situationer er et fokus på prisen. Andre kommuner har ønsket få inspiration udefra: Hvad kan private storkøkkener tilbyde i forhold til ernæring, variation, valgmuligheder, brugerinddragelse og naturligvis brugeroplevet kvalitet?

Uanset om fokus er på pris, kvalitet, innovation eller fleksibilitet, er der én ting, der går igen: Madservice er et område, som rummer mange holdninger og følelser. Det gælder både generelt og i forhold til eksempelvis forskellige produktionsformer, antal valgmulig-heder osv.

Det er derfor vigtigt, at der er en grundig inddragelse af både brugere, medarbejdere og det politiske niveau i forbindelse med et udbud.

De særlige regler for udbud af madservice
Udbud af madservice er ikke mere komplekst end andre udbud. Snarere tværtimod, når det handler om at beskrive de ydelser, der skal leveres og den kvalitet, kommunerne ønsker. Det skyldes, at madservice i forvejen er et velbeskrevet område, og at der eksisterer en række forskellige standarder, f.eks. “anbefalinger til den danske institutionskost”, som mange kommuner anvender som ét af deres krav.

Der er på den måde et godt grundlag – og i øvrigt masser af erfaringer at hente inspiration i, hvis man tager kontakt til andre kommuner eller læser nogle af casebeskrivelserne på f.eks. www.udbudsportalen.dk.

På ét område adskiller madservice sig dog fra andre kommunale ydelser i udbud: Området er ikke kun underlagt udbudsreglerne, men også den særlige regulering i Serviceloven. Reglerne er beskrevet i Vejledning 2 til Serviceloven.

Den væsentligste forskel er kort fortalt, at der i medfør af reglerne om det frie leverandørvalg for hjemmeboende modtagere af personlig pleje og praktisk bistand (herunder madservice), gælder en række særlige krav for udbud af madservice til hjemmeboende, som ikke gælder, hvis kommunen udbyder madservice til beboere i plejecentre.

Den mest grundlæggende konsekvens er, at kommunerne ikke kan udbyde den samlede madservice i ét udbud, som omfatter begge områder. Det skyldes, at et sådant udbud reelt vil medføre et krav om, at en leverandør skal kunne løfte begge opgaver for at komme i spil under det frie leverandørvalg. Et sådant krav vil være i modstrid med intentionerne med det frie leverandørvalg om at skabe basis for en bred konkurrence, som også omfatter mindre leverandører – og vil derfor være ulovligt. Det skal samtidig understreges, at kommunerne godt kan udbyde begge området på samme tidspunkt, blot man eksempelvis deler op i to separate delaftaler, én for madservice til hjemmeboende og én for madservice til beboere i plejecentre.

En række af de øvrige forskelle behandles nedenfor.

Hvordan ser markedet ud?
Madservice markedet er i udpræget grad en kombination af forskellige typer af leverandører. Der er på den ene side den lokale leverandør, der kun har interesse i én eller ganske få kommuner. De producerer typisk med afsæt i eksisterende produktion til andre kundegrupper.

Som det andet alternativ er der større, regionale eller evt. nationale madserviceleverandører, som leverer i mange kommuner med afsæt i et større, moderne produktionskøkken.

Det kan i alt fald delvis forklares med afsæt i reglerne for madservice til hjemmeboende, jf. ovenfor: Med afsæt i det frie leverandørvalg har det netop været hensigten at skabe basis for, at modtagerne kan vælge mellem madservice fra f.eks. det kommunale køkken – og madservice fra én eller flere lokale producenter, f.eks. den lokale kro eller slagter.

Der er derfor grænser for, hvad kommunerne kan stille af krav til leverandørerne. Der kan eksempelvis ikke stilles krav om, at der skal benyttes en bestemt produktionsform.  Disse forhold har gjort det muligt for en række mindre leverandører at komme i spil, samtidig med, at større leverandører også kan byde ind.

Madservice til plejecentre er derimod typisk karakteriseret ved konkurrence mellem større leverandører, som kan – og skal – levere “hele pakken”. Her er ikke de samme begrænsninger på, hvad kommunen kan stille krav om, og udbuddene gennemføres derfor typisk med sigte på at få én leverandør til at overtage hele opgaven.

Erfaringsmæssigt er der store geografiske forskelle på, hvor omfattende konkurrencen er, hvilket er naturligt, både med afsæt i det frie leverandørvalg, men også med afsæt i, at madservice alt andet lige er enklere at overtage, hvis man har egnede produktionsfaciliteter i nærheden eller kan overtage sådanne fra kommunen.

Inden et udbud kan kommunen derfor med fordel undersøge markedet. Hvem er til stede lokalt, dvs. i nabo- og omegnskommunerne? Vil de have interesse i at byde ind på opgaven – og hvad siger i øvrigt de nationale leverandører? Hvis kommunen ikke har et overblik over dette, så kan en tur på omegnskommunernes hjemmeside hurtigt etablere det.

Det skal endelig fremhæves, at en række kommuner har benyttet sig af muligheden for at etablere et selskab med en privat leverandør. Dette kan ske i medfør af den såkaldte lov 548 – læs mere på www.udbudsportalen.dk, hvor denne behandles yderligere.

Hvad er en rimelig pris?
Det er næppe realistisk at sige entydigt, at priser for en døgnkost (plejeboliger) eller en hovedret og/eller en biret bør være på maksimalt “x” kroner. Tilsvarende gælder for udbringning.

Når spørgsmålet alligevel stilles så direkte, hænger det sammen med, at der er endog meget store forskelle på madserviceområdet i relation til de kommunale priser og omkostninger.

Selv om www.fritvalgsdatabasen.dk ikke nødvendigvis er 100 % opdateret, så viser en hurtigt analyse også her i 2011 så store forskelle, at den enkelte kommune med fordel kan undersøge, om man populært sagt ligger i den dyre eller billige ende af spekret.

Ydelserne kan næppe sammenlignes fuldstændigt, men uanset dette bør en spredning i pris for madservice uden bringning fra kr. 30,58 til kr. 152,88 give anledning til eftertanke. Det skal retfærdigvis siges, at den 5. dyreste kommune har en pris på kr. 72,00. Madservice med udbringning har en spredning fra kr. 41,00 til kr. 102,50, hvilket umiddelbart støtter, at de 152,88 kr. ikke er en reel pris, da madservice næppe bliver dyrere af at fjerne udbringning.

Læg hertil, at der nu er kommet et loft over den pris, som kommunerne kan opkræve for madservice fra modtagerne. Loftet er i 2011 kr. 46,00 for en hovedret, dvs. at alle omkostninger over kr. 46,00 afholdes af kommunen.

Samlet set giver disse forhold anledning til at stille spørgsmålet, om markedet kan tilbyde madservice i samme kvalitet til en lavere pris – eller evt. både højere kvalitet og lavere pris, alt efter kommunens udgangspunkt, både pris- og konkurrencemæssigt.

De særlige opmærksomhedspunkter
Der er efterhånden mange gode erfaringer med udbud af madservice. Udbudsportalen.dk har fået samlet op på disse i en konkret vejledning om udbud af madservice.

Vejledningen viser trin-for-trin, hvordan man kan gennemføre et udbud. Særligt planlæg-ningstrinnet gennemgår konkret en række af de udfordringer, som kommunerne typisk har skullet håndtere, herunder en række af de forhold, der har været nævnt ovenfor (selskabsdannelse, markedssituationen, de forskellige regelsæt, inddragelse af politikere, brugere og medarbejdere osv